Svinedrengen

Der var engang en fattig prins. Hans kongerige var ganske lille, men indtægterne var dog store nok til, at han kunne gifte sig, og gifte sig ville han. Det var ganske vist dristigt at forestille sig kejserens datter som sin brud, men prinsens navn var vidt berømt. Hundrede andre prinsesser ville have sagt ja tak. Spørgsmålet var, om hun ville.

På hans fars grav voksede et rosentræ, der kun blomstrede hvert femte år og da blot bar en eneste rose. Til gengæld duftede den så sødt, at den, der indåndede duften, glemte alle sine sorger og bekymringer. Prinsen havde desuden en nattergal, der sang, som om samtlige skønne melodier havde hjemme i dens lille strube. Rosen og nattergalen skulle prinsessen have. De blev anbragt i store sølvfoderaler og sendt til hende.

Kejseren lod gaverne bære ind i salen, hvor prinsessen legede, at hun fik besøg, sammen med sine hofdamer. Hun klappede i hænderne ved synet af de store beholdere.

»Bare det var en lille missekat!« sagde hun.

Men frem kom rosentræet med den dejlige rose.

»Hvor den er nydeligt gjort!« udbrød hofdamerne.

»Mere end nydelig,« mente kejseren. »Den er pæn!«

Prinsessen følte på den og var straks ved at græde.

»Fy, papa! Den er ikke kunstig, den er virkelig!«

Hoffet gentog hendes misbilligelse. Kejseren foreslog dog, at de undersøgte det andet foderal, inden de blev vrede. Her kom nattergalen til syne og sang så smukt, at ingen i første omgang kunne få et ondt ord frem.

»Superbe! Charmant!« sagde hofdamerne. De talte alle fransk, den ene værre end den anden.

En gammel herre ved hoffet blev mindet om den afdøde kejserindes spilledåse. Det var ganske den samme klang og måde at spille melodien på, syntes han. Kejseren gav ham ret og græd som et lille barn.

Prinsessen havde imidlertid stadig en mistanke.

»Jeg skulle dog ikke tro, den er virkelig?«

Da de, der havde bragt gaverne, forsikrede hende om, at det var en levende fugl, bad hun dem lade den flyve. Prinsen ville hun under ingen omstændigheder modtage.

Han lod sig ikke forknytte. Han smurte brunt og sort i ansigtet, trykkede kasketten ned over hovedet og bankede på hos kejseren for at søge tjeneste.

»Jo,« sagde kejseren, »jeg trænger til en, der kan passe svinene. Dem har vi mange af.«

Således blev prinsen kejserlig svinedreng. Han fik et usselt lille kammer ved svinestien, og der måtte han opholde sig. Hele dagen sad han og arbejdede. Da aftenen kom, havde han fremstillet en nydelig gryde med bjælder hele vejen rundt. Når vandet kogte, ringede de og spillede den gamle melodi:

»Ach, du lieber Augustin, alt er væk, væk, væk!«

Det sindrigste ved gryden var dog, at man blot behøvede at holde en finger i dampen for straks at kunne lugte, hvad der blev tilberedt under hver eneste skorsten i byen. Det var unægtelig noget andet end den rose.

Prinsessen kom spadserende med sine hofdamer og standsede, da hun hørte musikken. Netop den melodi kunne hun selv spille. Det var ganske vist den eneste, hun kunne, og hun brugte kun én finger til det.

»Så må det være en dannet svinedreng!« erklærede hun og sendte en af damerne ind for at spørge, hvad instrumentet kostede. Damen tog træsko på, før hun gik hen til ham.

»Ti kys af prinsessen,« svarede svinedrengen.

Hofdamen blev forfærdet, men han forsikrede hende om, at han ikke ville nøjes med mindre. Prinsessen fandt ham uartig og gik videre. Hun var dog ikke kommet langt, før bjælderne igen lokkede hende med den velkendte melodi.

Hun lod spørge, om han i stedet ville tage imod ti kys fra hendes hofdamer.

»Nej tak. Ti kys af prinsessen, eller jeg beholder gryden.«

Prinsessen beklagede sig over besværet, men gav efter. Damerne måtte stille sig omkring hende og brede deres kjoler ud, så ingen kunne se, hvad der foregik. Svinedrengen fik sine kys, og hun fik gryden.

Nu begyndte fornøjelsen. Hele aftenen og hele den næste dag måtte den koge. Der var ikke en skorsten i byen, hvis madlavning de ikke havde kendskab til, hverken kammerherrens eller skomagerens. Hofdamerne dansede og klappede i hænderne: de vidste, hvem der skulle have sød suppe og pandekager, hvem der skulle have grød og karbonader. Det var umådeligt interessant.

Prinsessen formanede dem dog til at holde mund. Hun var kejserens datter, og den slags skulle ikke fortælles videre.

Svinedrengen lod imidlertid ikke tiden gå til spilde. Han lavede en skralde, et instrument, som man svingede rundt. Men i stedet for blot at støje kunne den spille alle de valse og andre dansemelodier, der havde været kendt siden verdens skabelse. For prinsessen og hoffet var han stadig blot en mand, der passede grise; ingen anede, hvem der gemte sig under forklædningen.

Da prinsessen hørte det nye instrument, havde hun aldrig oplevet en skønnere komposition. Hun sendte atter bud om prisen, men gjorde det straks klart, at hun ikke ville kysse.

Svaret var hundrede kys af prinsessen.

»Han må være gal!« sagde hun og gik sin vej. Efter et lille stykke standsede hun alligevel. Man måtte jo opmuntre kunsten, navnlig når man var kejserens datter. Hun tilbød derfor ti kys som dagen før; resten kunne han få af hofdamerne.

»Men vi vil så nødig,« indvendte de.

Det ville hun ikke høre tale om. Når hun kunne kysse ham, kunne de vel også. De skulle huske, hvem der gav dem kost og løn. Damen måtte gå tilbage med beskeden, men svinedrengen lod sig ikke bevæge.

»Hundrede kys af prinsessen, ellers beholder hver sit.«

»Stil jer foran!« beordrede hun.

Damerne dannede på ny deres skjold af kjoler, og kyssene begyndte.

Oppe på altanen undrede kejseren sig over opløbet ved svinestien. Han gned øjnene og satte brillerne på. Det var jo hofdamerne, der var på spil. Han måtte ned og undersøge sagen. Han trak tøflerne op om hælene, for han havde trådt dem ned, og skyndte sig afsted.

Nede i gården gik han ganske sagte. Damerne havde så travlt med at tælle kyssene, så handelen kunne gå ærligt til, at ingen bemærkede ham. Han stillede sig på tæer og kiggede over dem.

Netop da svinedrengen modtog kys nummer seksogfirs, gik det op for kejseren, hvad han så. Han slog dem i hovedet med sin tøffel og beordrede dem ud. Både prinsessen og svinedrengen blev forvist fra hans rige.

Der stod de nu, mens regnen skyllede ned. Prinsessen græd, og svinedrengen skældte ud.

»Havde jeg dog taget den dejlige prins!« klagede hun. »Hvor er jeg ulykkelig!«

Svinedrengen gik om bag et træ, tørrede det brune og sorte af ansigtet og kastede de grimme klæder. Da han trådte frem i sin prinsedragt, var han så smuk, at prinsessen måtte neje.

»Jeg er kommet til at foragte dig,« sagde han. »Du ville ikke have en ærlig prins. Rosen og nattergalen forstod du dig ikke på, men en svinedreng kunne du kysse for et spilleværk. Nu kan du have det så godt.«

Han gik ind i sit kongerige og lukkede døren for hende. Så kunne hun for alvor synge:

»Ach, du lieber Augustin, alt er væk, væk, væk!«