Svinedrengen

Der var engang en fattig prins med et ganske lille kongerige. Selv om riget var lille, havde han råd til at gifte sig, og det havde han tænkt sig at gøre. Han havde valgt kejserens datter. Det var måske dristigt af ham at håbe på hende, men hans navn var berømt, og mange andre prinsesser ville med glæde have sagt ja.

På hans fars grav voksede et vidunderligt rosentræ. Det blomstrede kun hvert femte år og bar da blot en enkelt rose. Duften var til gengæld så dejlig, at den fik mennesker til at glemme alle deres sorger og bekymringer. Prinsen ejede også en nattergal, der kunne synge, som om den kendte alle verdens smukkeste melodier. Rosen og fuglen sendte han til prinsessen i store beholdere af sølv.

Prinsessen var sammen med sine hofdamer, da gaverne kom. Hun klappede begejstret i hænderne og håbede, at der var en lille kat i en af beholderne.

Først kom rosen frem. Damerne beundrede, hvor fint den var lavet. Kejseren syntes også, den var smuk. Men da prinsessen rørte ved den, var hun lige ved at græde.

»Den er jo ikke kunstig! Den er ægte!« sagde hun skuffet.

Kejseren foreslog, at de så på den anden gave, før de blev vrede. Nu sang nattergalen, og i begyndelsen kunne ingen finde noget at kritisere. En ældre herre ved hoffet sagde, at den mindede ham om den døde kejserindes spilledåse. Kejseren blev så rørt, at han græd.

Prinsessen spurgte, om fuglen også var ægte. Da hun fik det bekræftet, bad hun dem lade den flyve. Hun ville hverken have fuglen eller møde prinsen.

Men prinsen gav ikke op. Han smurte ansigtet med brun og sort farve, trak en kasket ned over hovedet og bad om arbejde på slottet. Kejseren manglede en til at passe sine mange grise. Så blev prinsen ansat som svinedreng og fik et dårligt lille værelse ved grisene.

Der sad han og arbejdede hele dagen. Om aftenen havde han lavet en gryde med små klokker omkring. Når gryden kogte, spillede klokkerne »Ach, du lieber Augustin«. Endnu mere imponerende var dampen: holdt man en finger i den, kunne man straks lugte, hvad der blev lavet til mad i hvert eneste køkken i byen.

Prinsessen kom forbi og hørte melodien. Det var den eneste, hun selv kunne spille, og det endda kun med én finger. Hun mente straks, at svinedrengen måtte være en mand med god smag, og sendte en hofdame ind for at spørge om prisen.

»Ti kys af prinsessen,« svarede han.

Prinsessen blev fornærmet og gik videre. Men musikken lokkede, og hun foreslog, at damerne gav kyssene i hendes sted. Svinedrengen nægtede: ti kys af prinsessen, ellers beholdt han gryden.

Til sidst bad hun damerne stille sig foran hende. De bredte deres kjoler ud, så ingen kunne se handelen. Han fik sine ti kys, og hun fik gryden.

Hele aftenen og den næste dag måtte den koge. Prinsessen og damerne kendte snart menuen i hele byen, både hos de fine herrer og hos skomageren. De dansede af glæde over at vide, hvem der skulle have pandekager, og hvem der skulle have grød. Prinsessen mindede dem dog om at holde mund med det: hun var trods alt kejserens datter.

Imens havde svinedrengen lavet endnu et instrument. Når man svingede det rundt, spillede det alle de dansemelodier, der fandtes. Prinsessen havde aldrig hørt noget så dejligt. Hun sendte igen en dame ind for at spørge om prisen, men tilføjede, at denne gang ville hun ikke kysse.

»Hundrede kys af prinsessen,« lød svaret.

Først erklærede hun ham for vanvittig. Så besluttede hun, at man burde støtte kunsten. Hun tilbød ti kys fra sig selv og resten fra hofdamerne.

De havde ikke lyst, men hun mindede dem om, at hun betalte deres mad og løn. Kunne hun kysse ham, kunne de vel også. Alligevel blev der ikke noget af den ordning, for svinedrengen ville kun have hendes kys.

»Stil jer foran!« beordrede hun.

Kejseren var kommet ud på altanen og undrede sig over forsamlingen ved grisene. Han satte brillerne på, rettede på sine hjemmesko og skyndte sig ned. I gården gik han helt stille. Damerne var så optaget af at tælle kyssene, at de ikke opdagede ham.

Han løftede sig op på tæerne. Netop som svinedrengen fik kys nummer seksogfirs, så kejseren, hvad der foregik. Rasende slog han dem i hovedet med sin hjemmesko og smed både prinsessen og svinedrengen ud af landet.

Regnen skyllede ned. Hun græd, mens han skældte ud. Prinsessen ønskede nu, at hun havde giftet sig med den smukke prins.

Da gik svinedrengen om bag et træ, tørrede farven af ansigtet og skiftede til sin prinsedragt. Han trådte frem så smuk, at hun måtte neje for ham.

»Nu ser jeg ned på dig,« sagde han. »Du ville ikke have en ærlig prins og forstod ikke rosen og nattergalen. Men en svinedreng ville du kysse for et stykke legetøj med musik. Så må du klare dig selv.«

Han gik ind i sit kongerige og lukkede døren for hende. Nu kunne hun passende synge grydens melodi: »Alt er væk, væk, væk!«