Svinedrengen

Der var engang en fattig prins, som gerne ville giftes med kejserens datter. Hans kongerige var lille, men hans navn var berømt, og mange andre prinsesser ville gerne have giftet sig med ham.

På hans fars grav voksede et særligt rosentræ. Det fik kun én blomst hvert femte år. Til gengæld duftede den så dejligt, at man glemte alle sine sorger. Prinsen havde også en nattergal, der kunne synge de smukkeste melodier. Han sendte rosen og fuglen til prinsessen i store æsker af sølv.

Da hun så rosen, troede hun først, at den var kunstig. Men da hun opdagede, at den var ægte, blev hun skuffet. Nattergalens sang fik kejseren til at græde. Prinsessen ville heller ikke have den: også fuglen var ægte! Hun sagde nej til at møde prinsen.

Han lod sig ikke stoppe. Han smurte brun og sort farve i ansigtet, tog gammelt tøj på og søgte arbejde på slottet. Kejseren manglede en mand til at passe grisene. Så blev prinsen svinedreng og fik et lille værelse ved grisene.

Her lavede han en gryde med små klokker. Når den kogte, spillede klokkerne en melodi. Hvis man holdt en finger i dampen, kunne man lugte, hvad der blev lavet til mad i alle byens køkkener.

Prinsessen kom forbi med de damer, der hjalp hende på slottet. Hun kendte melodien: det var den eneste, hun selv kunne spille. Hun sendte en af damerne hen for at spørge om prisen.

»Ti kys af prinsessen,« svarede svinedrengen.

Prinsessen blev fornærmet. Hun tilbød ham ti kys fra damerne i stedet, men han holdt fast. Til sidst gav hun efter. Damerne stillede sig omkring dem med brede kjoler, så ingen kunne se, hvad der foregik.

Prinsessen fik gryden, og snart kendte hun og damerne menuen i hele byen. Det morede de sig meget over, men hun bad dem ikke fortælle nogen om deres handel.

Svinedrengen lavede nu et nyt instrument. Når man drejede det, spillede det alle de dansemelodier, der fandtes. Prinsessen havde aldrig hørt noget bedre. Hun ville vide prisen, men sagde straks, at denne gang ville hun ikke kysse.

Prisen var hundrede kys af hende.

Hun tilbød ti fra sig selv og resten fra damerne. Damerne protesterede, men prinsessen mindede dem om, at hun gav dem mad og løn. Svinedrengen ville dog kun have hendes kys.

Endnu en gang gav hun efter. Damerne stillede sig foran parret og begyndte at tælle.

Fra sin altan så kejseren gruppen ved grisene. Han gik derned uden at blive opdaget. Damerne havde travlt med at tælle og lagde ikke mærke til ham. Ved kys nummer seksogfirs så han, hvad der skete. Han slog prinsessen og svinedrengen med sin hjemmesko og smed dem begge ud af landet.

Udenfor regnede det voldsomt. Prinsessen græd og ønskede, at hun havde valgt den smukke prins.

Svinedrengen gik om bag et træ, tørrede farven af ansigtet og tog sit fine tøj på. Nu kunne hun se, hvem han var.

»Du ville ikke have en ærlig prins,« sagde han. »Du forstod ikke værdien af rosen og nattergalen. Men du ville kysse en svinedreng for et instrument. Nu vil jeg ikke have dig.«

Så gik han ind i sit kongerige og lukkede døren for hende. Hun stod tilbage med melodien fra gryden: »Alt er væk, væk, væk!«