Nissen hos spækhøkeren

Der var en rigtig student. Han boede på kvisten og ejede ingenting. Der var også en rigtig spækhøker, en købmand med madvarer, som boede i stueetagen og ejede hele huset. Ham holdt nissen sig til, for hos ham fik han hver juleaften et fad grød med en stor klump smør i. Det kunne spækhøkeren give. Nissen blev derfor i butikken, og det var meget lærerigt.

En aften kom studenten ind ad bagdøren for at købe lys og ost. Han havde ingen at sende, så han gik selv. Han fik, hvad han forlangte, betalte og modtog et godaften fra både spækhøkeren og hans kone. Hun var en dame, som kunne mere end at nikke; hun havde talegaver.

Studenten nikkede igen, men blev stående, optaget af det papir, der var lagt om osten. Det var et blad, revet ud af en gammel bog, som ikke burde rives i stykker: en bog fuld af poesi.

»Der ligger mere af den,« sagde spækhøkeren. »Jeg gav en gammel kone nogle kaffebønner for den. Vil De give mig otte skilling, kan De få resten.«

»Tak, lad mig få den i stedet for osten. Jeg kan spise mit smørrebrød bart. Det ville være synd, om hele bogen skulle rives i stumper og stykker. De er en prægtig mand, en praktisk mand, men poesi forstår De Dem ikke mere på end den bøtte.«

Det var uartigt sagt, især over for bøtten. Spækhøkeren lo imidlertid, og det gjorde studenten også; det var jo en slags spøg. Nissen fandt det derimod fornærmeligt, at nogen vovede at sige den slags til en mand, som var husvært og solgte det bedste smør.

Da natten kom, butikken var lukket, og alle undtagen studenten var gået til sengs, listede nissen ind og tog madammens mundlæder. Det brugte hun ikke, når hun sov. Hendes evne til at tale kunne nissen med sin magi sætte på enhver genstand i stuen. Så fik tingen mæle og kunne udtrykke sine tanker og følelser lige så godt som madammen selv. Kun én ad gangen kunne dog have det, og det var en velsignelse; ellers ville de alle have talt hinanden i munden.

Han satte først mundlæderet på bøtten, hvori de gamle aviser lå.

»Er det virkelig sandt, at De ikke ved, hvad poesi er?« spurgte han.

»Jo, det ved jeg,« svarede bøtten. »Det er den slags, der står nederst i aviserne og bliver klippet ud. Jeg skulle tro, at jeg har mere af det indeni end studenten, og jeg er dog kun en ringe bøtte sammenlignet med spækhøkeren.«

Dernæst fik kaffemøllen taleevnen. Sikke den gik! Smørbeholderen og pengeskuffen fik også lejlighed til at udtale sig. Alle var enige med bøtten, og hvad de fleste er enige om, må man respektere.

Nu skulle studenten have en ordentlig irettesættelse. Nissen listede op ad køkkentrappen til kvistværelset. Der var stadig lys, og gennem nøglehullet så han studenten sidde og læse i den lasede bog nede fra butikken.

Men hvilket lys! Fra bogens sider steg en klar stråle, der blev til en stamme og voksede til et mægtigt træ. Dets grene bredte sig højt og vidt over studenten. Hvert blad var friskt, hver blomst et dejligt pigehoved: nogle havde mørke, strålende øjne, andre øjne så blå og forunderligt klare. Frugterne var skinnende stjerner, og det hele var fyldt med en vidunderlig sang og klang.

Sådan en herlighed havde nissen aldrig forestillet sig, endsige set eller fornemmet. Han blev stående på tåspidserne, kiggede og kiggede, indtil lyset blev slukket. Studenten havde vel pustet lampen ud for at gå til ro. Nissen blev alligevel stående. Endnu lød sangen blødt og dejligt, som en vuggevise for den, der lagde sig til at sove.

»Her er mageløst!« tænkte nissen. »Det havde jeg ikke ventet. Jeg tror, jeg vil blive hos studenten.«

Han tænkte videre, og han tænkte fornuftigt. Så sukkede han:

»Studenten har ingen grød.«

Ned gik han igen til spækhøkeren. Det var godt, han kom. Bøtten havde næsten slidt madammens mundlæder op ved at fortælle alt, hvad der stod i dens aviser, fra først til sidst. Nu ville den gentage det hele bagfra. Nissen fik taget taleevnen tilbage og bragt den hen til madammen.

Men virkningen lod sig ikke tage tilbage. Fra pengeskuffen til pindebrændet havde hele butikken nu bøttens meninger. Dens anseelse var så stor, at når spækhøkeren siden læste kunst- og teateranmeldelser højt af avisen, troede alle tingene, at de stammede fra bøtten.

Nissen kunne ikke længere sidde roligt og lytte til al den visdom. Så snart lyset skinnede fra kvisten, føltes strålerne som stærke tove, der trak ham op ad trappen. Han måtte hen og kigge gennem nøglehullet. Der blev han grebet af en storhed som den, man føler ved havets brusen, når Gud i stormen går hen over vandet. Han brast i gråd uden selv at vide hvorfor; alligevel var der noget velsignet ved de tårer.

Hvor måtte det være vidunderligt at sidde sammen med studenten under træet. Det kunne ikke ske, så han var glad for nøglehullet.

Han stod der stadig, da efterårsvinden blæste ned fra loftet og gjorde gangen isnende kold. Først når lyset blev slukket, og musikken døde hen, mærkede han, at han frøs. Så krøb han tilbage til sin lune krog nedenunder, hvor der var mageligt og behageligt. Da julegrøden kom med en stor klump smør, var spækhøkeren igen den bedste.

Midt om natten vågnede nissen ved et frygteligt rabalder. Folk dundrede på vinduesskodderne, og nattevagten fløjtede. Der var brand, og hele gaden var oplyst af flammer. Var det deres hus eller naboens? Hvor brændte det?

Madammen blev så befippet, at hun tog sine guldøreringe af og puttede dem i lommen for dog at redde noget. Spækhøkeren løb efter sine obligationer, tjenestepigen efter sit silkeklæde. Enhver ville redde det bedste, og det ville nissen også.

I et par spring var han oppe ad trappen og inde hos studenten. Denne stod ganske roligt ved det åbne vindue og betragtede branden i genboens gård. Nissen greb den vidunderlige bog fra bordet, puttede den i sin røde hue og holdt om den med begge hænder. Husets bedste skat var frelst.

Så fór han videre, ud på taget og helt op på skorstenen. Der sad han, belyst af det brændende hus overfor, med begge hænder om huen og skatten deri. Nu kendte han sit eget hjerte. Nu vidste han, hvem han egentlig hørte til hos.

Men da ilden var slukket, og han igen blev besindig, tænkte han sig om.

»Jeg vil dele mig mellem dem,« sagde han. »Jeg kan ikke helt slippe spækhøkeren, for grødens skyld.«

Det var ganske menneskeligt. Vi andre går også til spækhøkeren — for grøden.