Nissen hos spækhøkeren

Øverst i et hus boede en studerende, som næsten ingenting ejede. I stueetagen boede en købmand, der ejede hele huset og drev en butik med madvarer. Husets lille nisse holdt sig til købmanden. Købmanden gav nemlig hvert år nissen et fad julegrød med en stor klump smør, og den slags kunne man jo ikke overse.

En aften kom den studerende ind i butikken for at købe lys og ost. Han havde ingen til at gå ærinder for sig, så han måtte selv afsted. Han fik sine varer, betalte og nikkede godaften til købmanden og hans kone. Hun var en kvinde, der kunne mere end nikke: hun havde meget at sige.

Den studerende standsede, da han så nærmere på papiret omkring osten. Det var en side fra en gammel bog med digte. Sådan en bog burde ikke rives i stykker.

Købmanden fortalte, at han havde byttet sig til den for nogle kaffebønner. Den studerende kunne få resten for en beskeden pris.

»Giv mig den i stedet for osten,« svarede han. »Så spiser jeg bare mit brød uden pålæg. Det ville være en skam at bruge hele bogen som indpakning.«

Han tilføjede, at købmanden var en udmærket og praktisk mand, men at han ikke forstod mere af digtning end den bøtte, der stod med gamle aviser i butikken.

Det var ikke særlig høfligt sagt, især ikke over for bøtten. Købmanden og den studerende lo dog begge to, for bemærkningen var ment som en spøg. Kun nissen blev fornærmet. Kunne man virkelig tillade sig at tale sådan til en husejer, der ovenikøbet solgte det bedste smør?

Da butikken var lukket, og alle undtagen den studerende lå i deres senge, gik nissen ind til købmandens kone. Han lånte hendes evne til at tale; den brugte hun jo ikke i søvne. Med sin magi kunne han sætte den på hvilken som helst genstand og lade den udtrykke tanker og følelser. Heldigvis kunne kun én ting have den ad gangen. Ellers ville de have talt i munden på hinanden.

Nissen lod først bøtten med aviserne komme til orde.

»Er det sandt, at De ikke ved, hvad digtning er?« spurgte han.

»Selvfølgelig ved jeg det,« svarede bøtten. »Det er det, der står nederst i aviserne og bliver klippet ud. Jeg har sikkert mere af det indeni end den studerende. Og hvad er en almindelig bøtte som mig sammenlignet med købmanden?«

Kaffemøllen, smørbeholderen og pengeskuffen fik også lov at tale. De var alle enige med bøtten. Når så mange delte en mening, måtte man vel tage den alvorligt.

Nu ville nissen op og sætte den studerende på plads. Han listede op ad trappen og kiggede gennem nøglehullet. Den studerende sad med den slidte bog foran sig, men der var et helt andet lys i værelset, end nissen havde ventet.

Fra bogen steg en klar stråle, som blev til en stamme og siden et mægtigt træ. Det bredte sine grene ud over den studerende. Bladene var friske, blomsterne lignede smukke pigeansigter, og hver frugt var en lysende stjerne. Samtidig lød der vidunderlig musik.

Nissen havde aldrig forestillet sig noget lignende. Han blev stående på tæer og kiggede, til den studerende slukkede lampen. Selv da blev han stående, for musikken fortsatte blidt som en vuggevise.

»Her vil jeg blive,« tænkte han. Men efter lidt fornuftig overvejelse sukkede han: »Den studerende har ingen grød.«

Han gik ned igen. Bøtten var stadig optaget af at fortælle alt, hvad den havde i sig, og var tæt på at begynde forfra. Nissen nåede at tage taleevnen fra den og give den tilbage til konen. Alligevel havde bøtten vundet stor respekt i butikken. Når købmanden senere læste avisens anmeldelser af kunst og teater højt, troede tingene, at bøtten havde skrevet dem.

Nissen var ikke længere tilfreds med al denne klogskab. Hver gang lyset skinnede fra den studerendes værelse, følte han sig draget derop. Gennem nøglehullet oplevede han noget så stort og smukt, at han fik tårer i øjnene uden helt at forstå hvorfor. Han ønskede at sidde sammen med den studerende under træet, men måtte nøjes med sin plads uden for døren.

Efteråret kom med kold luft fra loftet. Nissen mærkede dog først kulden, når lyset blev slukket, og musikken forsvandt. Så vendte han tilbage til sin lune krog nedenunder. Da julegrøden kom med smør i, stod købmanden igen stærkt.

Midt om natten blev nissen vækket af råb og voldsom banken. Der var brand, og gaden var oplyst af flammerne. Først vidste ingen, hvilket hus det brændte i. Købmandens kone puttede sine guldøreringe i lommen, manden løb efter sine værdipapirer, og tjenestepigen hentede sit silkeklæde. Hver ville redde det bedste, de havde.

Det ville nissen også. Han sprang op til den studerende, der roligt stod ved det åbne vindue og betragtede ilden i gården overfor. Nissen greb bogen fra bordet, gemte den i sin røde hue og skyndte sig op på taget. På skorstenen sad han i lyset fra det brændende hus med begge hænder om huen. Husets største skat var reddet.

Nu kendte han sit hjerte og vidste, hvem han egentlig hørte til hos. Men da branden var slukket, og han igen kunne tænke sig om, kom han til en lidt anden beslutning.

»Jeg vil dele mig mellem dem. Jeg kan ikke helt opgive købmanden, for grødens skyld.«

Det var ganske menneskeligt. Vi andre går jo også til købmanden efter grød.