Nissen hos spækhøkeren

En fattig studerende boede øverst i et hus. Købmanden i stueetagen ejede huset og solgte madvarer. Hos ham boede en lille nisse, som hver juleaften fik et fad grød med en stor klump smør.

En aften kom den studerende ned for at købe lys og ost. Købmandens kone var glad for at tale, men den studerende var mere interesseret i papiret omkring osten. Det var en side fra en gammel bog med digte.

Købmanden havde byttet kaffebønner for bogen og tilbød ham resten.

»Lad mig få den i stedet for osten,« sagde den studerende. »Jeg kan godt spise mit brød uden ost. Det er synd at rive sådan en bog i stykker.«

Så pegede han på en bøtte, hvor der lå gamle aviser.

»Du er en praktisk mand, men du ved ikke mere om digte end den bøtte!«

Både den studerende og købmanden lo af bemærkningen. Men nissen blev vred. Sådan skulle ingen tale om den mand, der ejede huset og solgte det bedste smør.

Om natten lånte nissen med sin magi konens evne til at tale. Hun sov og brugte den ikke. Han kunne give den til tingene i butikken, én ad gangen.

Først gav han bøtten ordet. Vidste den virkelig ingenting om digte?

»Jo da!« svarede den. »Det er noget, der står i avisen, og som man klipper ud. Jeg har sikkert flere digte i mig end den studerende. Og købmanden er meget mere end en almindelig bøtte som mig.«

Nissen lod også kaffemøllen, beholderen med smør og pengeskuffen tale. Alle var enige med bøtten. Nu ville han op og skælde den studerende ud.

Gennem nøglehullet så nissen den studerende læse i bogen. Et stærkt lys kom op fra siderne og blev til stammen på et vældigt træ. Grenene bredte sig over den studerende. Blomsterne havde smukke ansigter, og frugterne var lysende stjerner. Samtidig lød den dejligste musik.

Nissen havde aldrig oplevet noget lignende. Han blev stående, også efter at den studerende havde slukket lampen. Musikken fortsatte som en blid sang ved sengetid.

Her ville nissen gerne blive. Men så tænkte han på grøden. Den havde den studerende ikke, så han gik ned igen. Bøtten var stadig i gang med at tale, og nissen måtte give konen hendes evne til at tale tilbage. Siden betragtede alle tingene i butikken bøtten som meget klog.

Nu gik nissen op, hver gang den studerende tændte lys. Det var så smukt, at han fik tårer i øjnene. Først når lyset og musikken forsvandt, mærkede han kulden på gangen. Så gik han ned til sin lune plads. Til jul fik han igen grød med smør.

En nat blev han vækket af råb og banken. Der var brand! Alle i huset ville redde noget værdifuldt. Konen tog sine guldøreringe, og købmanden hentede sine vigtige papirer. Pigen, der arbejdede i huset, tog sit tørklæde af silke.

Nissen løb op til den studerende, som stod ved vinduet og så på branden i huset overfor. Nissen tog digtbogen fra bordet, gemte den i sin røde hue og løb ud på taget. På skorstenen sad han og holdt om bogen med begge hænder.

Nu vidste han, hvem han virkelig hørte til hos. Men da branden var slukket, kom han i tanke om noget andet.

»Jeg vil dele min tid mellem dem,« sagde han. »Jeg kan ikke helt forlade købmanden. Hvad så med grøden?«

Det var en meget menneskelig tanke. Vi andre går jo også hen, hvor vi kan få noget at spise.