Kejserens nye klæder

En kejser elskede nyt tøj så meget, at han brugte alle sine penge på det. Han skiftede tøj hver time. Folk sagde altid: »Kejseren er i garderoben!«

En dag kom to bedragere til byen. De påstod, at de kunne væve verdens smukkeste stof. Det var endda usynligt for folk, der var dumme eller ikke passede til deres arbejde.

Kejseren ville bruge tøjet til at undersøge, hvem der var dygtig nok til at arbejde for ham. Derfor gav han straks bedragerne penge.

De stillede to væve op, som de skulle lave stoffet på. De bad om silke og guld, men beholdt det selv. Vævene var tomme; de lod blot, som om de arbejdede.

Kejseren blev nysgerrig, men var lidt nervøs for selv at se stoffet. Først sendte han sin gamle, ærlige minister, som altid passede sit arbejde godt.

Ministeren stirrede på de tomme væve. Han kunne ikke se det mindste.

»Er jeg dum?« tænkte han. »Eller er jeg ikke god nok til mit arbejde? Det må ingen opdage.«

Bedragerne viste ham de farver og mønstre, som ikke fandtes. Han lyttede godt efter og roste alt, hvad de beskrev. Bagefter gentog han deres ord for kejseren.

De to mænd bad nu om flere penge, mere silke og mere guld. Alt forsvandt i deres egne lommer.

Kejseren sendte endnu en embedsmand hen til dem. Han arbejdede for kejseren og skulle undersøge stoffet. Han så heller ingenting. Han var sikker på, at han ikke var dum, så måske passede han ikke til sin stilling. Det ville han helst holde for sig selv. Derfor fortalte også han kejseren, at stoffet var fantastisk.

Endelig kom kejseren selv med de to embedsmænd og flere andre. Embedsmændene pegede på de tomme væve og roste farverne.

»Jeg kan jo ikke se noget!« tænkte kejseren. »Er jeg dum? Duer jeg ikke til at være kejser?«

Højt sagde han: »Det er meget smukt!«

Alle de andre var enige, selv om ingen af dem kunne se noget. De foreslog, at han tog tøjet på til det store optog gennem byen. Kejseren gav hver af bedragerne en medalje og en fin titel.

Natten før optoget holdt de mange lys tændt. De klippede i luften og syede med nåle uden tråd. Om morgenen sagde de, at tøjet var færdigt. De løftede armene, som om de holdt bukser, en jakke og en kappe.

»Det er let som et spindelvæv,« sagde de. »Man skulle tro, at man slet ikke havde noget på. Det er netop det gode ved det!«

Kejseren tog sit tøj af, og bedragerne lod, som om de klædte ham på. Han drejede sig foran spejlet, mens alle roste det nye tøj.

Så gik kejseren gennem byen. Bag ham bar hans mænd på kappens slæb, den lange del, som ellers ville slæbe hen over jorden. De holdt hænderne ud i luften, for der var ikke noget at bære.

På gaden og i vinduerne roste folk kejserens tøj. De ville ikke virke dumme eller uegnede til deres arbejde.

»Men han har jo ikke noget på!« sagde et lille barn.

Barnets far bad de andre lytte. Ordene gik fra den ene til den anden, og til sidst råbte hele folkemængden dem.

Kejseren blev utilpas, for han syntes, at de havde ret. Men nu måtte han gennemføre optoget. Han gik videre, og bag ham bar mændene stadig på det slæb, der slet ikke var der.