Kejserens nye klæder

En kejser elskede nyt tøj og brugte alle sine penge på det.

To mænd kom til byen. De løj og sagde, at de kunne lave verdens smukkeste stof.

»Dumme mennesker kan ikke se vores stof,« sagde de. »Det kan mennesker, der er dårlige til deres arbejde, heller ikke.«

Kejseren ville have tøjet. Så kunne han kende de kloge fra de dumme. Han gav mændene penge, silke og guld. De beholdt det hele og lod, som om de lavede stof.

Kejseren sendte først sin gamle minister hen til dem. Ministeren kunne ikke se noget.

»Er jeg dum? Kan jeg ikke passe mit arbejde?« tænkte han. »Det må ingen vide!«

Han fortalte derfor kejseren, at stoffet var smukt. Mændene bad om mere guld og silke og beholdt det selv.

Så sendte kejseren en anden mand. Han kunne heller ikke se noget. Han var også bange for at virke dum eller dårlig til sit arbejde. Derfor sagde han også, at stoffet var smukt.

Endelig kom kejseren selv. Han så ingenting og blev bange. Var han ikke god nok til at være kejser?

»Hvor er det smukt!« sagde han alligevel. Alle omkring ham sagde det samme. Kejseren gav de to mænd fine titler og medaljer.

Kejseren skulle gå gennem byen i et stort optog. Mange mennesker skulle gå med ham. Natten før lod mændene, som om de syede tøjet.

Om morgenen tog kejseren sit tøj af. Mændene lod, som om de gav ham det nye på.

»Det er så let, at du næsten ikke kan mærke det,« sagde de.

Så gik kejseren ud. Hans mænd holdt hænderne bag ham, som om de bar den lange ende af hans tøj. Folk på gaden sagde, at hans nye tøj var smukt. Ingen ville sige, at de ikke kunne se det.

Men et lille barn sagde:

»Han har jo ikke noget på!«

Barnets far lyttede, og folk begyndte at hviske det til hinanden. Til sidst råbte alle det.

Kejseren tænkte, at de havde ret. Men han måtte gå videre til slutningen af optoget. Og hans mænd blev ved med at bære det tøj, som slet ikke var der.