Hvad fatter gør, det er altid det rigtige

Nu skal jeg fortælle dig en historie, som jeg hørte, da jeg var lille. Hver gang jeg siden har tænkt på den, er den forekommet mig kønnere. Historier kan heldigvis have det som mennesker: De bliver bedre med alderen.

Du kender sikkert sådan et gammelt bondehus med stråtag, hvor mosset gror af sig selv. Væggene hælder, vinduerne sidder lavt, og ovnen buler ud som en tyk mave. Over gærdet hænger en hyldebusk, og ved piletræet ligger et lille vandhul med ænder.

I netop sådan et hus boede en bonde og hans kone. De havde kun lidt at gøre godt med, men én ting kunne de undvære: hesten, som græssede ved landevejsgrøften. Manden red på den til byen, og naboerne lånte den og gengældte lånet med andre tjenester. Alligevel ville det nok gavne dem mere at sælge den eller bytte den for noget andet. Spørgsmålet var bare hvad.

»Det finder du bedst ud af, fatter,« sagde konen. »Der er marked i byen. Rid derind, og få penge for hesten eller gør et godt bytte. Hvad du gør, er altid det rigtige.«

Hun bandt hans tørklæde med en dobbelt sløjfe; den slags forstod hun sig dog bedre på end han. Så glattede hun hans hat med hånden og kyssede ham på munden. Af sted red han med hesten, der skulle sælges eller byttes. Jo, fatter havde forstand på det.

Solen brændte fra en skyfri himmel. Støvet stod om markedsfolkene, der kom kørende, ridende og gående, og ingen steder var der skygge.

Bonden kom op på siden af en mand, som trak en ko. Den var så nydelig, som en ko kunne være. Den gav sikkert dejlig mælk.

»Skal vi tale lidt sammen?« foreslog bonden. »En hest er nok mere værd end en ko, men det gør ikke noget. Jeg har større nytte af koen. Skal vi bytte?«

Det var koens ejer villig til.

Nu havde bonden sådan set udrettet sit ærinde og kunne vende hjem. Men når han først havde bestemt sig for markedet, ville han også se det. Han gik derfor videre med koen og nåede snart en mand med et velnæret får, der havde en dejlig tyk uld.

Sådan et får ville ikke mangle græs ved deres grøft, tænkte han. Om vinteren kunne de tage det ind i stuen. Når det kom til stykket, var det nok mere fornuftigt at holde får end ko.

Han foreslog et bytte, og manden med fåret havde ingen indvendinger.

Lidt længere fremme stod en mand med en stor gås under armen.

»Sikke en!« sagde bonden. »Den har både fjer og fedt. Den ville gøre sig godt ved vores vandhul, og min kone kunne samle skræller til den. Hun har så tit sagt, at hun ønskede sig en gås. Nu skal hun have den. Vil du bytte? Du får fåret, og jeg siger endda tak til!«

Også den handel gik i orden.

Nær byen voksede trængslen. Folk og færdsel fyldte både vejen og grøften og trængte helt ind mellem kartoflerne hos manden, der passede vejbommen. Her stod en høne bundet, så den ikke skulle blive bange og forvilde sig væk. Den havde en kort hale, blinkede med det ene øje og så særdeles godt ud.

»Kluk, kluk!« sagde hønen. Hvad den mente med det, ved jeg ikke, men bonden syntes, den var kønnere end nogen høne, han før havde set. Desuden kunne en høne næsten sørge for sig selv; den fandt altid et korn et sted. Han tilbød gåsen, og snart fortsatte han med hønen.

Han havde udrettet meget på den rejse, og nu trængte han til en snaps og en bid brød. Ved kroens dør mødte han en karl med en fyldt sæk.

»Hvad har du der?«

»Rådne æbler. En hel sæk til grisene.«

Det syn ville bonden gerne unde sin kone. Året før havde deres gamle æbletræ kun båret ét æble. Hun havde gemt det på kommoden, indtil det revnede. »Det er da en slags velstand,« havde hun sagt. Her var en hel sæk fuld af velstand!

Karlen spurgte, hvad han ville give. Bonden tilbød sin høne, og endnu en handel blev afsluttet.

Inde i krostuen stillede han sækken op ad kakkelovnen. Han tænkte ikke på, at der var fyret op. Blandt de mange handlende sad to englændere, som havde lommerne fulde af guld og holdt af at vædde.

Pludselig sydede det ved ovnen. Æblerne var begyndt at stege, og da gæsterne ville vide, hvad lyden kom af, fik de hele historien om hesten, koen, fåret, gåsen, hønen og de rådne æbler.

»Du får knubs af konen, når du kommer hjem!« sagde englænderne.

»Kys og ikke knubs,« svarede bonden. »Min kone siger, at hvad fatter gør, er det rigtige.«

Englænderne tilbød at vædde guld i store mængder på det modsatte. Bonden kunne kun sætte æblerne, sig selv og konen på spil. Men de gav hinanden hånd på væddemålet. Kromandens vogn kom frem, og englænderne, bonden og sækken kørte hjem til det lille hus.

Konen tog ham om livet, så glad var hun for at se ham, og glemte både gæsterne og æblerne.

»Jeg har byttet hesten bort for en ko,« sagde han.

»Gudskelov for mælken! Så får vi både smør og ost. Det var et dejligt bytte.«

»Koen byttede jeg nu for et får.«

»Det er bestemt bedre. Vi har lige græs nok til et får. Det giver fåremælk og fåreost, og af ulden får vi strømper og en varm trøje. Det kan koen ikke klare. Hvor er du betænksom!«

»Men fåret blev byttet for en gås.«

»Skal vi virkelig have gås til mortensaften i år? Den kan gå ved vandhullet og blive endnu federe. Du tænker altid på at glæde mig.«

»Gåsen byttede jeg for en høne.«

»Så får vi æg, og den kan ruge kyllinger ud. Til sidst får vi en hel hønsegård. Det har jeg altid ønsket mig.«

»Ja, men hønen byttede jeg for en sæk rådne æbler.«

»Nu må jeg kysse dig!« udbrød konen. »Tak, min egen mand. Nu skal du høre.«

Mens han var borte, havde hun villet lave æggekage med purløg til ham. Æggene havde hun, men ikke purløgene. Dem vidste hun, at skolelærerens kone havde i haven. Hun var derfor gået hen for at låne lidt. Naboen var imidlertid så nærig, at hun havde svaret:

»Der gror ingenting i vores have, ikke engang et råddent æble. Ikke så meget kan jeg låne dig!«

»Nu kan jeg låne hende ti, ja, hele sækken!« sagde konen. »Er det ikke morsomt, fatter?«

Og så kyssede hun ham midt på munden.

Det kunne englænderne lide. Altid ned ad bakke med handlerne og altid lige godt humør derhjemme! Det syn var pengene værd. De betalte bonden en enorm mængde guldmønter, og han fik kys og ikke knubs.

Jo, det lønner sig, når konen både indser og forklarer, at fatter er den klogeste, og at det, han gør, er det rigtige.

Den historie hørte jeg som barn. Nu har du også hørt den.