Hvad fatter gør, det er altid det rigtige

Nu skal du høre en historie, som jeg selv hørte som barn. Hver gang jeg tænker på den, synes jeg, den bliver bedre. Sådan kan det heldigvis gå med både historier og mennesker.

Ude på landet boede en bonde og hans kone i et gammelt hus med stråtag. De ejede ikke meget, men de havde en hest. Manden red på den til byen, og naboerne lånte den og gjorde til gengæld parret andre tjenester. Alligevel mente de, at noget andet måske kunne være til større nytte.

»Der er marked i byen,« sagde konen. »Rid derind, og sælg hesten eller byt den for noget godt. Det ved du bedst selv. Det, du gør, er altid det rigtige.«

Hun bandt hans tørklæde, børstede hatten med hånden og gav ham et kys. Så red han af sted.

Solen brændte, og vejen var fuld af mennesker og dyr på vej til marked. Bonden indhentede en mand med en ko. Den gav sikkert god mælk, tænkte han.

»En hest er nok mere værd end en ko,« sagde han til manden, »men jeg kan bruge koen bedre. Skal vi bytte?«

Det ville den anden gerne. Bonden kunne nu være vendt hjem, men han havde besluttet at se markedet. Derfor fortsatte han med koen.

Snart mødte han en mand med et får. Det var et kraftigt dyr med masser af uld. Et får kunne finde græs nok ved deres grøft, tænkte bonden, og om vinteren kunne de have det inde i stuen. Måske var det alligevel bedre end en ko. Han foreslog endnu et bytte, og ejeren sagde ja.

Længere fremme stod en mand med en stor gås under armen.

»Den har både fjer og fedt!« sagde bonden. »Den kunne stå ved vores lille vandhul. Min kone har tit ønsket sig en gås. Vil du have mit får for den?«

Det ville manden gerne, og bonden gik videre med gåsen.

Ved indgangen til byen blev trængslen endnu større. Mennesker og dyr kom helt ind mellem kartoflerne hos den mand, der passede bommen på vejen ind til byen. Hans høne stod bundet, så den ikke skulle blive forskrækket og løbe væk.

Bonden syntes, den var usædvanlig køn. En høne kunne næsten finde sin egen mad. Det måtte være et godt bytte. Manden ved bommen tog imod gåsen, og bonden fik hønen.

Nu var han både varm og træt. Han ville ind på kroen og have lidt brød og en snaps. I døren mødte han en mand, der arbejdede på kroen og bar på en sæk.

»Hvad har du der?« spurgte han.

»Rådne æbler til grisene.«

En hel sæk! Sidste år havde bondens gamle træ kun båret ét æble. Hans kone havde gemt det på kommoden, indtil det revnede. Hun havde syntes, at de næsten var velhavende med sådan et æble i huset. Tænk, hvis hun så en hel sæk.

Bonden tilbød hønen for æblerne. Manden sagde ja, og bonden gik ind med sit sidste bytte.

Han stillede sækken op ad den ovn, der varmede stuen op. Han tænkte ikke over, at der var ild i den. I stuen sad blandt andre to rige englændere, som holdt af at vædde. Pludselig begyndte det at syde ved ovnen. Æblerne var ved at blive stegt. Det fik gæsterne til at spørge, og bonden fortalte om alle sine handler.

»Du får en ordentlig omgang af din kone, når du kommer hjem!« sagde englænderne.

»Jeg får kys,« svarede han. »Hun siger altid, at det, jeg gør, er det rigtige.«

Det ville englænderne vædde en stor mængde guld på, at hun ikke gjorde. Bonden havde kun æblerne, sig selv og sin kone at vædde med, men de blev enige. Snart sad alle tre i kromandens vogn med sækken og kørte hjem til parrets hus.

Konen tog glad imod sin mand og lagde armene om ham. Hun glemte helt både gæsterne og sækken.

»Jeg har byttet hesten for en ko,« begyndte han.

»Så får vi mælk, smør og ost! Sikke et godt bytte!«

»Men koen byttede jeg for et får.«

»Endnu bedre. Vi har græs nok til et får. Det giver både mælk og uld. Nu kan vi også få varme strømper!«

»Fåret byttede jeg for en gås.«

»Så kan vi få gås til mortensaften! Du tænker altid på at glæde mig.«

»Men gåsen blev til en høne.«

»Så får vi æg og kyllinger. Jeg har så længe ønsket mig en hønsegård!«

»Og hønen byttede jeg for en sæk rådne æbler.«

»Så må jeg kysse dig!« sagde konen.

Hun havde villet lave æggekage med purløg til ham. Æggene havde hun, men hun manglede purløg. Derfor var hun gået over til skolelærerens kone for at låne lidt. Den nærige nabo havde svaret, at der ikke voksede noget i deres have, ikke engang et råddent æble, som hun kunne låne hende.

»Nu kan jeg låne hende ti, ja, en hel sæk!« sagde bondens kone og lo. Så kyssede hun sin mand på munden.

Englænderne var imponerede. Hver handel var blevet dårligere, og alligevel var konen stadig lige glad. Det var pengene værd at se. De betalte bonden en stor mængde guld.

Han havde fået kys i stedet for skældud. Jo, det kunne betale sig, at konen fandt en god forklaring på alt, hvad hendes mand gjorde!