Dansk / C1

Det er ganske vist!

Short story

»Det er en frygtelig historie!« sagde en høne, og det var omme i den kant af byen, hvor historien ikke var foregået. »Det er en frygtelig historie i hønsehuset! Jeg tør ikke sove alene i nat. Det er godt, at vi er mange sammen på pinden!«

Og så fortalte hun, så fjerene rejste sig på de andre høns, og hanen lod kammen falde. Det er ganske vist!

Men vi vil begynde med begyndelsen, og den var i den anden kant af byen, i et hønsehus. Solen gik ned, og hønsene fløj op på deres pinde. En af dem var hvidfjeret og kortbenet, lagde sine æg til tiden og var som høne respektabel i enhver henseende. Idet hun fandt sin plads, pillede hun sig med næbbet, og så faldt en lille fjer af hende.

»Der gik den!« sagde hun. »Jo mere jeg piller mig, desto dejligere bliver jeg nok!«

Det var sagt i munterhed, for hun var den muntre blandt hønsene og i øvrigt, som sagt, meget respektabel. Så sov hun.

Der var mørkt rundt omkring. Høne sad ved høne, og den, der sad hende nærmest, sov ikke. Hun hørte, og hun hørte ikke, som man jo skal i denne verden for at bevare sin gode ro. Men til sin anden nabo måtte hun dog sige det:

»Hørte du, hvad der blev sagt? Jeg nævner ingen, men der er en høne, som vil plukke sig for at se godt ud. Var jeg hane, ville jeg foragte hende.«

Lige oven over hønsene sad uglen med uglemand og uglebørn. I den familie havde de skarpe ører; de hørte hvert ord, nabohønen sagde. De rullede med øjnene, og uglemor viftede sig med vingerne.

»Hør bare ikke efter, men I hørte sagtens, hvad der blev sagt? Jeg hørte det med mine egne ører, og man skal høre meget, før de falder af! En af hønsene har i den grad glemt, hvad der sømmer sig, at hun sidder og piller alle fjerene af sig og lader hanen se på det.«

»Tag hensyn til børnene!« sagde uglefar. »Det er ikke noget for dem!«

»Jeg vil dog fortælle genbouglen det. Den er så agtværdig at omgås.«

Og så fløj uglemor over til genboen.

»Hu-hu! Uhuh!« tudede de begge, lige ned i genboens dueslag. »Har I hørt det? En høne har plukket alle fjerene af sig for hanens skyld. Hun fryser ihjel, hvis hun ikke allerede er død! Uhuh!«

»Hvor? Hvor?« kurrede duerne.

»I gården overfor! Jeg har så godt som selv set det. Det er næsten en upassende historie at fortælle, men det er ganske vist!«

»Vi tror hvert evigt ord!« sagde duerne og kurrede ned til deres hønsegård: »Der er en høne, ja, nogle siger, at der er to, som har plukket alle fjerene af sig for ikke at ligne de andre og på den måde vække hanens opmærksomhed. Det er et voveligt spil. Man kan blive forkølet og dø af feber, og nu er de døde begge to!«

»Vågn op! Vågn op!« galede hanen og fløj op på plankeværket. Søvnen sad ham endnu i øjnene, men han galede alligevel: »Tre høns er døde af ulykkelig kærlighed til en hane. De har plukket alle fjerene af sig. Det er en fæl historie. Den vil jeg ikke beholde for mig selv. Lad den gå videre!«

»Lad den gå videre!« peb flagermusene. Hønsene klukkede, og hanerne galede: »Lad den gå videre!«

Så fór historien fra hønsehus til hønsehus og til sidst tilbage til det sted, hvorfra den egentlig var udgået.

»Der er fem høns,« hed det nu, »som alle har plukket fjerene af sig for at vise, hvem der var blevet magrest af kærestesorg over hanen. Så hakkede de hinanden til blods og faldt døde om, til skam og skændsel for deres familier og til stort tab for ejeren.«

Hønen, der havde mistet den lille, løse fjer, genkendte naturligvis ikke sin egen historie. Og eftersom hun var en respektabel høne, sagde hun:

»Jeg foragter de høns! Men der findes flere af den slags. Sådan noget skal man ikke fortie. Jeg vil gøre mit til, at historien kommer i avisen, så den kan nå hele landet rundt. Det har de høns fortjent, og deres familier med!«

Og den kom i avisen, og den blev trykt, og det er ganske vist: En lille fjer kan nok blive til fem høns.


English summary · includes the ending

A respectable white hen loses a loose feather while cleaning herself. She jokes that losing more feathers might make her prettier, then goes to sleep. Another hen partly hears the remark and says that a neighbour plans to pluck herself to look attractive.

An owl overhears this version. Soon she is saying that the hen is removing all her feathers while a rooster watches. As owls, pigeons and other birds repeat the story, it grows. One hen becomes two, then three, supposedly dead from unhappy love.

By the time the story returns to the first henhouse, five hens have supposedly plucked themselves and attacked one another until they died. The white hen does not recognise her own harmless joke. Shocked by the other hens' behaviour, she insists that the story should appear in the newspaper. It does. The narrator concludes that a little feather really can become five hens.

Hans Christian Andersen’s public-domain Danish text, lightly edited for LEJRBÅL with modern spelling and phrasing.
Read the source