Det er ganske vist!

»Det er en frygtelig historie!« sagde en høne. »Jeg tør ikke sove alene i nat. Godt, at vi er mange sammen!«

Hun fortalte så uhyggeligt, at fjerene rejste sig på de andre høns, og hanens kam sank sammen. Det var ganske vist, forsikrede hun. Men hun boede i den anden ende af byen end det hønsehus, hvor historien var begyndt.

Lad os derfor begynde dér.

Solen var ved at gå ned, og hønsene fandt deres pladser på pinden for natten. En lille hvid høne rensede sine fjer med næbbet. Hun lagde sine æg, som hun skulle, og var på alle måder en ordentlig høne. Hun havde også et godt humør.

En løs fjer faldt af hende.

»Der røg den!« sagde hun. »Jo flere fjer jeg piller af, desto kønnere bliver jeg nok!«

Det var bare en spøg. Så faldt hun i søvn.

Hendes nærmeste nabo sov derimod ikke. Hun havde hørt noget af bemærkningen og måtte fortælle det til hønen på den anden side.

»Jeg nævner ingen navne,« hviskede hun, »men der er en høne, som vil plukke sine fjer af for at se godt ud. Hvis jeg var en hane, ville jeg se ned på hende.«

Lige ovenover sad en uglefamilie med skarpe ører. Uglemor havde hørt hvert ord.

»Lad være med at lytte,« sagde hun, »men I hørte vel alligevel, hvad der blev sagt? En høne har glemt al anstændighed. Hun sidder og plukker alle sine fjer af, mens hanen ser på!«

»Tænk på børnene,« sagde uglefar. »Det er ikke noget for dem.«

Uglemor ville dog fortælle det til uglen overfor. Den var så ordentlig at tale med. Hun fløj derover, og snart tudede begge ugler ned til duerne nedenunder:

»Har I hørt det? En høne har plukket alle sine fjer af for hanens skyld. Hun fryser ihjel, hvis hun ikke allerede er død!«

»Hvor?« spurgte duerne.

»I gården overfor. Jeg har næsten selv set det. Det er egentlig upassende at fortælle, men det er ganske vist!«

Duerne troede hvert ord og fortalte nyheden videre til hønsene i deres egen gård. Nu var der måske to høns, som havde plukket sig for at tiltrække hanens opmærksomhed. Uden fjer kunne man blive forkølet og dø af feber. Og begge høns var faktisk døde, sagde duerne.

Hanen fløj op på plankeværket. Han var stadig søvnig, men galede alligevel:

»Vågn op! Tre høns er døde af ulykkelig kærlighed til en hane! De plukkede alle deres fjer af. Sådan en historie vil jeg ikke holde for mig selv. Fortæl den videre!«

Flagermusene peb det samme, hønsene klukkede, og hanerne galede. Historien fløj fra hønsehus til hønsehus, indtil den vendte tilbage til sit udgangspunkt.

Nu lød den sådan: Fem høns havde plukket sig for at vise, hvem der var blevet tyndest af sorg over hanen. Derefter havde de hakket hinanden til blods og var faldet døde om. Det var en skam for deres familier og et stort tab for ejeren.

Den lille hvide høne genkendte ikke sin egen historie.

»Jeg foragter den slags høns!« sagde hun. »Det må ikke holdes hemmeligt. Jeg vil sørge for, at det kommer i avisen. Hele landet skal høre om dem!«

Og historien kom i avisen. Det er ganske vist: En lille fjer kan godt blive til fem høns.