Klods-Hans

Langt ude på landet lå en gammel herregård, hvis ejer havde to sønner, der efter egen overbevisning var særdeles begavede. De havde sat sig for at fri til kongens datter, som havde bekendtgjort, at hun ville tage den mand til ægte, der bedst kunne tale for sig.

En uge fik de til at forberede sig. Mere kunne der ikke blive tale om, men det måtte også være tilstrækkeligt, eftersom de allerede sad inde med omfattende kundskaber. Og kundskaber er jo, som enhver ved, overordentlig nyttige. Den ene havde lært hele den latinske ordbog udenad, hvortil kom tre års lokale aviser, som han efter behag kunne gengive både forfra og bagfra. Den anden var fortrolig med samtlige love og bestemmelser vedrørende byens forskellige erhverv. Han mente derfor at være godt rustet til at drøfte statsanliggender og blande sig i rådslagningen. Desuden kunne han brodere seler med roser, andre blomster og kunstfærdige mønstre; han var nemlig både fingernem og smagfuld.

»Jeg får prinsessen!« erklærede de begge.

Deres gamle far forærede dem hver en prægtig hest. Ham med ordbogen og aviserne fik en sort, mens ham med lovkundskaben fik en mælkehvid. De smurte mundvigene med fiskeolie, så talen kunne flyde ubesværet, og steg til hest, mens tjenestefolkene så til fra gårdspladsen.

Tilfældigvis kom den tredje søn netop da forbi. Der var faktisk tre sønner, skønt man sjældent regnede den sidste med. Han havde ikke læst som de andre og gik almindeligvis under navnet Klods-Hans.

»Hvor skal I hen i jeres fine tøj?« spurgte han.

Brødrene forklarede, at de skulle til hoffet for at fri, og fortalte ham om prinsessens bekendtgørelse.

»Så vil jeg med!« sagde Hans.

De brød ud i latter og red af sted. Hans bad sin far om en hest. Han havde sådan lyst til at gifte sig, og prinsessen skulle det være. Men faderen afviste ham. En, der ikke engang forstod at tale ordentligt for sig, havde intet at gøre ved hoffet. Hans brødre var ganske anderledes udrustet.

»Når jeg ikke må få en hest, tager jeg min ged. Den kan godt bære mig.«

Som sagt, så gjort. Hans satte hælene i siden på geden og fór af sted med høje råb og sang, der kunne høres vidt omkring. Brødrene red langsomt længere fremme. De sagde ikke et ord; de var optaget af alle de kvikke bemærkninger, som skulle falde dem naturligt ind hos prinsessen, og som derfor krævede omhyggelig forberedelse.

»Se, hvad jeg har fundet!« råbte Hans, da han indhentede dem.

Han holdt en død krage op. Den havde ligget på vejen, og nu ville han forære den til prinsessen. Brødrene lo ad ham og red videre. Kort efter kom han igen. Denne gang havde han fundet en gammel træsko, der tilmed manglede overdelen. Også den skulle prinsessen have.

Endnu en gang lod de ham blive tilbage, men snart lød hans glade råb på ny. Nu gik det bedre og bedre, mente han. Det seneste fund ville prinsessen sandelig blive glad for.

»Det er jo bare mudder fra grøften!« sagde brødrene.

Ja, netop, svarede Hans, og ovenikøbet den fineste slags. Det var så vådt, at det løb mellem fingrene. Han fyldte lommerne, mens brødrene satte deres heste i galop.

De nåede byporten en hel time før ham. Her fik hver bejler et nummer og blev stillet op i en række med fem andre. De stod så tæt, at ingen kunne røre armene. Det var en fornuftig forholdsregel, for ellers havde de utvivlsomt slået løs på hinanden over rækkefølgen. Rundt om slottet trængtes folk helt ind under vinduerne for at overvære, hvordan prinsessen tog imod sine bejlere.

Så snart en mand trådte ind i salen, slukkedes hans talegaver som et lys i et vindpust. Prinsessen erklærede ham ubrugelig og lod ham sende ud. Til sidst blev det ordbogsbroderens tur. Nu var ordbogen borte fra hans hukommelse, og aviserne med den. Gulvet gav genlyd af hans skridt, mens spejlene i loftet viste ham selv med hovedet nedad. Ved vinduerne sad skrivere med deres chef, overskriveren. De noterede hvert eneste ord til avisen. Dagen efter ville samtalen kunne købes på gadehjørnerne. Det var skrækkeligt, og ovnen var ovenikøbet blevet fyret så voldsomt, at salen føltes gloende.

»Her er en forfærdelig varme,« fik han sagt.

»Ja, min far steger kyllinger i dag,« svarede prinsessen.

Den bemærkning havde han ikke forberedt sig på. Han ville have sagt noget åndfuldt, men stod blot og lignede et får. Så måtte han ud. Broderen med lovene klarede sig ikke bedre. Også han klagede over varmen, fik besked om kyllingerne og begyndte at stamme. Skriverne noterede samvittighedsfuldt hans ufuldendte spørgsmål, inden prinsessen lod ham sende bort.

Nu red Klods-Hans ind på geden.

»Her er dog en voldsom varme!«

»Ja, jeg steger kyllinger,« sagde prinsessen.

»Det er heldigt, for så kan min krage vel komme med?«

Hun var ganske indforstået, men spurgte, om han havde noget at stege den i. Hun havde hverken gryde eller pande. Hans tog straks træskoen frem og lagde kragen i den.

»Det bliver en nydelig ret,« sagde hun. »Men hvad med sovsen?«

»Den har jeg i lommen, og der er så meget, at jeg godt kan undvære noget!«

Han lod mudderet løbe ud. Prinsessen erklærede, at hun kunne lide ham. Han havde svar på rede hånd og noget at sige for sig; derfor skulle han være hendes mand. Men hun havde endnu lyst til at prøve hans mod.

»Ved du, at alt, hvad vi siger, bliver skrevet ned og trykt i avisen i morgen? Se på skriverne derhenne. Overskriveren er den værste, for han forstår ingenting.«

Det sagde hun kun for at gøre Hans bange. Skriverne lo højt af fryd og sprøjtede blækklatter fra deres penne ned på gulvet.

»Er det dem? Så skal overskriveren have det bedste, jeg ejer!«

Hans tømte lommerne og kastede det våde mudder lige i overskriverens ansigt. Prinsessen indrømmede, at så langt var hun ikke selv kommet, men det kunne hun vel lære.

Så blev Klods-Hans konge, fik kone og krone og kom til at sidde på en trone. Beretningen har vi direkte fra overskriverens avis og trykkeri, mens tryksværten endnu er våd. Men de folk er nu ikke altid til at stole på.