Klods-Hans

På en gammel gård langt ude på landet boede en mand, der havde to usædvanlig lærde sønner. Det mente de i hvert fald selv. Prinsessen havde meddelt, at hun ville gifte sig med den mand, som bedst kunne tale for sig, og begge brødre var sikre på, at de havde gode muligheder.

De fik en uge til at forberede sig. Det var ikke lang tid, men de havde heldigvis allerede lært meget. Den ene kunne en hel latinsk ordbog udenad og desuden tre års aviser, både forfra og bagfra. Den anden kendte alle mulige love og regler og mente derfor, at han kunne deltage i en samtale om statens forhold. Han kunne også brodere blomster på seler, for han havde både smag og dygtige fingre.

»Jeg får prinsessen!« sagde de begge.

Deres far gav dem hver en flot hest: en sort til ham med ordbogen og en hvid til ham med lovene. Før afrejsen smurte de mundvigene med fiskeolie. Så skulle ordene nok glide let! Tjenestefolkene stod i gården for at se dem ride.

Netop da kom den tredje søn forbi. Der var nemlig tre, selv om man sjældent regnede ham med. Han var ikke lærd som sine brødre, og alle kaldte ham Klods-Hans.

Han ville vide, hvorfor de havde taget deres fine tøj på. Da de fortalte om prinsessen, besluttede han straks, at han også ville prøve lykken. Brødrene lo, og faderen nægtede at give ham en hest. Han kunne jo ikke engang tale ordentligt for sig.

»Så rider jeg på min ged,« sagde Hans.

Han satte sig op og fór af sted med sang og råb. Foran ham red brødrene langsomt og tavse. De tænkte over de morsomme svar, de skulle give, når lejligheden kom. Sådan noget måtte jo forberedes grundigt.

Pludselig råbte Hans, at han havde fundet noget. Han viste dem en død krage.

»Den vil jeg give prinsessen!«

Brødrene lo og red videre. Snart kom han igen, denne gang med en gammel træsko, som manglede det øverste stykke. Også den skulle prinsessen have. Til sidst fandt han noget, han var endnu mere begejstret for: vådt mudder fra grøften. Det løb mellem fingrene, mens han fyldte lommen. Brødrene syntes, han var håbløs, og satte farten op.

De nåede byen en time før Hans. Ved slottet fik hver mand, der ville gifte sig med prinsessen, et nummer. Mændene stod seks i hver række, så tæt at de ikke kunne bevæge armene. Ellers var de nok kommet op at slås om pladserne. Udenfor havde folk samlet sig for at følge prinsessens valg.

Inde i salen mistede den ene mand efter den anden evnen til at tale. Prinsessen sendte dem alle væk. Da broderen med ordbogen kom ind, kunne han pludselig ikke huske et eneste af sine fine svar. Hans skridt lød højt på gulvet, og i loftets spejle så han sig selv på hovedet. Ved vinduerne sad nogle mænd fra avisen sammen med deres chef. De noterede hvert ord, så samtalen kunne trykkes i avisen. Oven i det hele var der fyret voldsomt i ovnen.

»Her er forfærdelig varmt,« sagde han.

»Ja, min far steger kyllinger i dag,« svarede prinsessen.

Det svar havde han ikke ventet. Han ville sige noget klogt, men der kom ingenting. Så blev han sendt ud. Den anden bror bemærkede også varmen. Da prinsessen svarede på samme måde, begyndte han at stamme. Mændene fra avisen noterede omhyggeligt hans halve sætning, og også han måtte gå.

Så red Hans ind på geden og udbrød, at her var frygtelig varmt.

»Ja, jeg steger kyllinger,« sagde prinsessen.

»Det passer jo godt! Så kan min krage blive stegt samtidig.«

»Gerne, men hvad skal vi stege den i? Jeg har hverken gryde eller pande.«

Hans tog træskoen frem og lagde kragen i den.

»Det bliver en dejlig ret,« sagde prinsessen. »Men hvor får vi sovsen fra?«

»Den har jeg i lommen, og der er rigeligt!«

Han lod noget af mudderet løbe ud. Prinsessen kunne lide hans svar. Han havde noget at sige, og derfor ville hun have ham til mand. Men hun ville stadig prøve, om hun kunne skræmme ham. Hun pegede på mændene fra avisen og advarede om, at alt ville stå i avisen næste dag. Chefen var den værste, tilføjede hun, for han forstod ingenting. Mændene lo begejstret og sprøjtede blæk på gulvet.

»Så giver jeg chefen det bedste, jeg har,« sagde Hans. Han tømte lommerne og kastede det våde mudder lige i mandens ansigt.

»Det kunne jeg ikke have gjort!« sagde prinsessen. »Men jeg kan lære det.«

Hans blev konge og fik både kone, krone og trone. Historien kommer direkte fra avisen og de mænd, der skrev den, men dem kan man nu ikke stole alt for meget på.