Klods-Hans

Langt ude på landet boede en mand med tre sønner. De to ældste havde læst og lært meget og mente selv, at de var særlig kloge. Den ene kunne en hel ordbog og flere års aviser udenad. Den anden kendte en masse love. Den tredje søn havde ikke læst så meget. Derfor regnede familien ham ikke for noget og kaldte ham Klods-Hans.

En dag lod prinsessen fortælle, at hun ville gifte sig med den mand, der bedst kunne tale for sig. De to ældste brødre brugte en uge på at forberede gode svar. Deres far gav dem hver en flot hest, og så var de klar.

»Hvor skal I hen?« spurgte Hans.

Da han hørte om prinsessen, ville han også med. Brødrene grinede, og hans far nægtede at give ham en hest. Hans kunne jo ikke tale ordentligt!

»Så tager jeg min ged,« sagde Hans og red af sted.

Brødrene red stille og tænkte på deres taler. Hans sang. Undervejs fandt han en død krage, som han ville give prinsessen. Lidt senere fandt han en gammel træsko, der manglede et stykke. Den tog han også med. Til sidst fandt han vådt mudder i grøften og fyldte lommen med det. Brødrene lo af alle hans fund og red hurtigt videre.

Ved slottet fik mændene numre og måtte vente på deres tur. Inde i salen var der varmt, og ved vinduerne sad nogle mænd og skrev hvert ord ned til avisen. Det gjorde mange af gæsterne nervøse.

Da den første bror kom ind, havde han glemt alt, hvad han kunne udenad.

»Her er meget varmt,« sagde han.

»Ja, min far steger kyllinger i dag,« svarede prinsessen.

Det havde han ikke forberedt et svar på. Han stod helt stille og blev sendt ud. Den anden bror sagde også, at der var varmt. Han fik samme svar og begyndte at tale uden at få en hel sætning frem. Så måtte han også gå.

Nu red Hans ind på sin ged.

»Sikke en varme!« sagde han.

»Ja, jeg steger kyllinger.«

»Hvor heldigt! Så kan jeg vel få min krage stegt samtidig?«

Prinsessen spurgte, hvad han ville stege den i. Hans tog træskoen frem og lagde kragen i den.

»Men vi mangler sovs,« sagde hun.

»Den har jeg i lommen!« svarede Hans og viste hende mudderet.

Prinsessen var glad for hans hurtige svar og sagde, at hun ville gifte sig med ham. Så prøvede hun at gøre ham nervøs. Hun pegede på mændene ved vinduerne og fortalte, at alt kom i avisen næste dag. Deres chef var den værste, sagde hun. Mændene lo højt.

»Så giver jeg ham det bedste, jeg har,« sagde Hans. Han kastede resten af mudderet lige i chefens ansigt.

Prinsessen lo og sagde, at det måtte hun selv lære. Hans blev konge og fik både krone og kone. Sådan fortalte avisen historien, men dens folk var nu ikke altid til at stole på.